Det er med de bedste populærvidenskabelige bøger som med kunstværker – de kan læses igen og igen med nyt udbytte hver gang, og forskellige læsere kan få forskelligt ud af dem, alt efter hvad de søger. En bog jeg umiddelbart kommer til at tænke på, er Roger Penroses The Emperor’s New Mind fra 1989. Det er en vanskelig bog, og det lykkedes mig først at komme ordentlig igennem den da jeg i sin tid læste den i en privat studiekreds sammen med en filosof, en fysiker, en kultursociolog og en neuropsykolog, så vi hver især kunne gelejde forsamlingen gennem de emneområder vi havde bedst styr på. (Jeg gennemgik kapitlerne om algoritmer og beregnelighed, og vi havde blandt andet meget sjov ud af at implementere nogle simple Turingmaskiner med en rulle toiletpapir, nogle småsten og et par blyanter). Penroses centrale tese – at bevidsthed er et kvantefænomen – har aldrig interesseret mig synderligt, men derudover er bogen et overflødigshorn af udlægninger og diskussioner af talteori, kompleksitet, relativitet, kvantetilstande, tid, kosmologi, neurologi osv. osv., og af netop denne grund har jeg kunnet vende tilbage til bogen igen og igen med følelsen af at gå på opdagelse i et skatkammer.

Et andet uudtømmeligt værk – som ironisk nok repræsenterer det stik modsatte synspunkt af Penroses, nemlig at tænkning er algoritmisk – er Douglas Hofstadters klassiske Gödel Escher Bach fra 1979. Denne bog har også en kunstnerisk form, idet den i høj grad bruger humor og leg med sproget til at illustrere og fremføre sine pointer. Men Hofstadters lette og stærkt personlige stil (hvad Frederik Stjernfelt engang med en i sig selv mindeværdig formulering kaldte hans ‘vitsende écriture’) dækker over meget komplekse problemstillinger og alvorligt mente opfattelser. Tilsyneladende har det irritereret Hofstadter at mange har læst og læser bogen med samme skatkammer-holdning som mig – man lader sig fornøje og tager det med sig som man kan bruge, frem for at læse bogen for forfatterens centrale pointer. For at skære ind til benet har Hofstadter næsten 30 år efter fulgt op med I Am a Strange Loop (2007) der fokuserer mere snævert på hovedbudskabet.

Hofstadters holdning er at kunstig intelligens er principielt muligt – hvis man ikke er dualist, ikke mener at menneskelegemets materie har særlige mystiske, iboende egenskaber der adskiller det fra resten af den fysiske verden, hvis man kort sagt mener at intelligens og bevidsthed må følge (af) naturlovene, så er der ingen grund til at antage at intelligens ikke kan skabes kunstigt eller implementeres i andet materiale end kød og blod. Men i modsætning til mange andre fortalere for kunstig intelligens tror Hofstadter ikke på et reelt gennembrud, hverken i morgen eller om halvtreds år, og muligvis aldrig. Det gør på sin vis hans synspunkt mere interessant end mange mere jubeloptimistiske forskeres, men giver ham samtidig frirum til at falde tilbage på en konversativ, ja direkte romantisk dyrkelse af menneskeånden, som den manifesterer sig i stor musik m.v. Han er heller ikke bange for at bruge ordet ‘sjæl’, selv om det naturligvis især er en retorisk strategi – i stedet for at provokere dualister og troende med at påstå at sjælen ikke findes, tilbyder han i at forklare hvad den er.

Det der for alvor interesserer Hofstadter (i hvert fald nu om dage), er altså ikke at udvikle tænkende maskiner, men at give et bud på hvad tænkning/bevidsthed er. Hans bud på en forklaring rummes i begrebet ‘sær løkke’ (bogen kunne såmænd også have heddet The I is a Strange Loop). En sær løkke er en selvrefererende struktur der rummer en tilstrækkelig kompleksitet til at dette medfører et niveauskift, men samtidig ikke giver adgang til (selv)opfattelse på lavere niveauer (vi kan for eksempel ikke opfatte hvad der foregår på neuralt niveau i vores hjerne når vi tænker en tanke eller udfører en handling). Der er altså, med et modeord, tale om et emergent fænomen, eller sagt med et ordspil i Hofstadters ånd: Enhver er sin egen løkkes smed. Den tekniske definition er selvfølgelig bogens hovedindhold, og det er nok en smagssag om man synes Hofstadter skaber klarhed eller forvirrer begreberne med sine temmelig spøjse pædagogiske eksempler. Nogle af illustrationerne af virker ret fortænkte, uanset hvor uangribeligt det matematiske grundlag (Gödel m.fl.) er.

Den efter min mening mest interessante tese i bogen er nok Hofstadters idé (tidligere fremført i Le Ton Beau de Marot, 1997) om at et menneskes bevidsthed ikke er noget der befinder sig i én enkelt hjerne. Dels mener han at eksterne repræsentationer (skrift, billeder, og hvad vil ellers sætter os af semiotiske aflejringer i omgivelserne) udgør et samlet system med det der er inde i hovedet. Indlæggene på denne blog er altså ikke alene en del af bloggerens eksterne hukommelselager (hvor jeg f.eks. fastholder detaljerne i hvad jeg mente om en bestemt bog), men rummer ligefrem en smule af min bevidsthed, for såvel de elektronisk lagrede ord som de elektriske impulser og kemiske forbindelser i min hjerne er fysiske symbolsystemer. Derudover mener Hofstadter at et menneskes bevidsthed er spredt ud over alle de hjerner der interagerer med vedkommende, naturligvis med hovedsæde i personens egne hjernestrukturer, og med større grad af repræsentation i andre hjerner jo tættere man har dem inde på livet. Som hovedeksempel bruger Hofstadter sin afdøde hustru Carol, hvis bevidsthed han helt bogstaveligt mener lever videre i ham selv, omend i meget beskedent omfang. (Hofstadter er naturligvis udmærket klar over at dette kan udlægges som ønsketænkning affødt af hans store sorg, og han gør sig derfor umage med at dokumentere at han har arbejdet med denne teori mange år før Carols pludselige sygdom).

Carol har naturligvis en rig repræsentation i Hofstadters hjerne, idet han har internaliseret hendes reaktionsmønstre og gengivne erindringer igennem mange års samliv. Men han rummer også en lillebitte smule af forfattere han har læst, og en meget meget lille smule af ekspedienten i en butik som han flygtigt var i berøring med, eller historiske figurer som Archimedes. Under læsningen spurgte jeg mig selv hvad der så adskilte disse repræsentationer af andre bevidstheder fra repræsentationer af alt muligt andet, og Hofstadter kommer selv ind på det ved at opregne virtuelle skabninger som Holden Caulfield, hovedpersonen i J.D. Salingers Forbandede ungdom, en roman Hofstadter har et nært forhold til og refererer til i mange af sine værker. Mener Hofstadter at der ikke er kvalitativ forskel på Carol-repræsentationen og Caulfield-repræsentationen – at Caulfield altså besidder en lille smule bevidsthed? Det står ikke helt klart. Hofstadter fremstiller sit synspunkt som en mellemposition mellem på den ene side den rigide opfattelse af bevidsthed som noget inde i et enkelt menneskes hovedskal, og på den anden side opfattelsen af ét stort bevidsthedshav hvor man slet ikke kan tale om individer. Så vidt så godt. Men jeg synes han står svagere i sin afvisning af panpsykisme – den holdning at alt er bevidst – som meget vel kunne følge af hans opfattelse, i den forstand at repræsentationerne af ting har en form for bevidsthed. Svaret synes at være at personen Carol er (var) en sær løkke eller et kompleks af sære løkker, og at repræsentationen (i Hofstadters hjerne) derfor kan blive så rig at den selv udgør en sær løkke og dermed en form for autonomi som en internalisering af Carols reaktioner, personlige smag m.m. Men hvorfor skulle repræsentationen af Archimedes, som jo må være uendeligt vag, afvige kvalitativt fra en repræsentation af et kompleks ikke-bevidst fænomen? Og hvor kommer Holden Caulfield fra?

Det er påfaldende at Hofstadter slet ikke berører relevante faglige traditioner som situated cognition, interaktionisme eller (mere tilgiveligt) kontinentalfilosofiske overvejelse om forholdet til Den Anden. Og apropos Den Anden forekommer det mig at Hofstadter opererer med et romantisk ideal om sammensmeltning eller i hvert fald alignment mellem personligheder uden at komme ind på det identitetsskabende i forskellighederne. Når han endvidere taler om musikalsk smag som indikator for personlig overensstemmelse og fortæller om et venskab der ebbede ud efter at vennen havde introduceret ham for Bartóks anden violinkoncert og (gisp!) fremhævet den frem for Prokofieffs tredje klaverkoncert, så vidner det om en noget selvoptaget personlighed. Dette burde selvfølgelig ikke rage læseren en høstblomst, men gør det alligevel, hvis det er noget der påvirker forfatterens teoretiske indfaldsvinkel.

Hvad så med Hofstadters central tese om bevidstheden som sær løkke? Tja, han står stærkt flere af de steder hvor han er i offensiven og prøver at aflive (pseudo)filosofiske diskussioner som inverted qualia og zombie-argumentet, og når han påpeger at en dualistisk forklaringsmodel skaber flere problemer end den løser. Jeg er knap så overbevist om at man kan bortrationalisere qualia (indre oplevelser: smerte, lyst, farven rød, duften af en rose) fuldstændig sådan som han (og den åndsbeslægtede Daniel Dennett) taler for. Forstå mig ret: Jeg er ikke dualist, og jeg mener at bevidsthed er et gyldigt undersøgelsesområde for naturvidenskaben. Jeg mener bare ikke at vi har fundet nogen metodologi til at angribe alle aspekter af det. Som Jerry Fodors berømte/berygtede afvisning af bevidsthedsfilosofi: ‘Der er ingen der har den ringeste anelse om hvordan materie kan være bevidst. Der er ikke engang nogen der ved hvordan det villle være at have den ringeste anelse om hvordan materie kan være bevidst.’ Det man kan gøre er at adskille fænomenerne i det vi har en metodologi til, og det vi endnu ikke ved hvordan vi skal tackle, som Ray Jackendorf der i Consciousness and the Computational Mind (1987) skelner mellem the phenomenological mind og the computational mind, hvoraf sidstnævnte er det vi kan studere og simulere, f.eks. ved at søge en procedural eller evolutionær forklaring på hvorfor vi er bevidste om nogle ganske bestemte niveauer af vores informationsbehandling. Hofstadter ville formodentlig indvende at det er et forkert spørgsmål at stille fordi det objektiverer bevidstheden hvor den i virkeligheden er en uundgåelig følge af en given strukturel kompleksitet og dermed evolutionært set et epifænomen. Ikke desto mindre er det netop her jeg ser værdien af Hofstadters arbejde – som en teori på computational mind-niveau.

I Am a Strange Loop er en god bog at lade sig provokere af – hvilket den idiosynkratiske stil ikke mindst medvirker til.

Det tætteste bloggeren kommer på en ‘strange loop’ i sin garderobe – Vivianna Toruns Möbius-manchetknapper …