Den 12. februar 2009 er 200-års-dagen for Charles Darwins fødsel.

Selv om der naturligvis er synspunkter der byder mig stærkt imod, bilder jeg mig ind at være rimeligt saglig i diskussioner osv. (‘forbandet rationel’, som min kone anklagende kalder det). Men vi har alle sammen områder hvor vi har svært ved ikke at ryge i flint. Min tolerancetærskel bliver således kraftigt udfordret når folk (her i Danmark heldigvis et lille mindretal, men dette er desværre en undtagelse på verdensplan) betvivler evolutionen, insisterer på at udviklingslæren ‘bare er en teori’ og lignende åndsformørket sludder. Så selv om jeg normalt heller ikke er den der skilter med mine holdninger, kører jeg rundt med dette klistermærke på min bil:

(mere Darwin-mechandise og humoristisk propagandamateriale på evolvefish.com)

Jeg har selvfølgelig den betænkelighed ved det at man dermed legimerer en opfattelse af sagen som et holdningsspørgsmål, evolutionsteorien som noget man kan ‘støtte’ på samme måde som man holder med et bestemt politisk parti, går ind for eller er imod indførelse af euroen, eller hvad det nu kunne være. Men den fortolkning bliver forhåbentlig undermineret af den tydelige ironi. Højtråbende modstandere af evolutionsteorien er ikke væsensforskellige fra forne tiders medlemmer af Flat Earth Society. Evolutionen er bare vanskeligere at forstå.

Det sørgelige ved det er at store begavelser spilder deres tid på at skulle forsvare præmisserne for deres arbejde. Og at ‘diskussionen’ om evolutionsteorien dermed i medier og folkeoplysning kommer til at overskygge de ægte og virkeligt interessante diskussioner om detaljerne i evolutionens mekanismer, dels fordi det kommer i anden række i forhold til spørgsmålet om evolutionens realitet, dels fordi enhver åben erkendelse af at der er noget vi ikke ved (en forudsætning for videnskabeligt fremskridt) straks bliver grebet som et argument imod ‘darwinisterne’.

En trøst er at naturvidenskaben trods alt sidder så meget på dagsordenen at kampen, om jeg så må sige, spilles på videnskabens banehalvdel. I dag er det kun et fåtal der tordner imod Darwin alene med henvisning til Bibelens ord. Begrebet Creation Science forsøgte som ordet siger at fremstille kreationismen som en videnskab, og dette gælder i endnu højere grad den verserende Intelligent Design-bevægelse hvor man helt benægter sin religiøse motivation. Det er efter min ærligste overbevisning fordækt, men dog et udtryk for at det videnskabelige verdensbillede trods alt bestemmer præmisserne for diskussionen. Den nyeste udvikling er at anti-darwinistiske bevægelser, som et udtryk for modstand mod vestlig materialisme, er i vækst inden for islam – en religion der ellers ikke har stået i noget modsætningsforhold til evolutionsteorien.

Nu er de fleste mennesker hverken religiøse fundamentalister eller principmodstandere af videnskabelig tankegang. Rigtig mange er bare sådan lidt ligeglade og har ikke hørt så frygteligt meget om den egentlige substans i diskussionen – det gælder for evolution som for mange andre videnskabelige emner. Det kan man naturligvis søge at råde bod på gennem undervisningssystemet, men det er jo, som ordsproget siger, lettere at trække en hest til truget end at tvinge den til at drikke.

Kunstens, og ikke mindst litteraturens, rolle er her interessant. Skulle man ikke forvente at netop digterne kunne formidle det videnskabelige verdensbillede? Aldrig er dette spørgsmål blevet formuleret så rammende som af den berømte fysiker Richard Feynman i forelæsningen ‘The Value of Science‘ (1955):

The same thrill, the same awe and mystery, comes again and again when we look at any question deeply enough. With more knowledge comes a deeper, more wonderful mystery, luring one on to penetrate deeper still. Never concerned that the answer may prove disappointing, with pleasure and confidence we turn over each new stone to find unimagined strangeness leading on to more wonderful questions and mysteries – certainly a grand adventure!
It is true that few unscientific people have this particular type of religious experience. Our poets do not write about it; our artists do not try to portray this remarkable thing. I don’t know why. Is no one inspired by our present picture of the universe? This value of science remains unsung by singers: you are reduced to hearing not a song or poem, but an evening lecture about it. This is not yet a scientific age.

Ian McEwans Tidens Fylde (The Child in Time, 1987, da. 1988) rummer følgende svada, lagt i munden på en teoretisk fysiker, en lige så mindeværdig og noget mere aggressiv pendant til Feynmans beklagelse:

En videnskabelig revolution, nej, en intellektuel revolution, en følelsesmæssig, sanselig eksplosion, en eventyrlig historie er ved at folde sig ud for øjnene af os, og du og din slags gider ikke bruge et enkelt alvorligt minut på den. … Shakespeare ville have fattet bølgefunktionen, Donne ville have forstået komplementariteten og tidens relativitet. De ville have været begejstrede. Sikke en rigdom! De ville have plyndret denne nye videnskab i deres billedsprog. Og de ville også have opdraget deres publikum. Men I “kulturarbejdere” er ikke blot uvidende om disse storslåede fænomener, I er ligefrem stolte af ikke at vide noget … Det er jo ynkeligt! Og fjern så det smørrede grin og skaf mig en drink. (s. 44-45, Jørgen Nielsens oversættelse)

‘Videnskabelige’ kunstværker er desværre ikke altid lige overbevisende. Ovenstående fremragende passage og bogens øvrige kvaliteter til trods (mit lokale bibliotek rubricerer den under ‘ægteskab og skilsmisse’ og ‘mandeskildringer’!) synes jeg ikke at Tidens fylde er synderligt effen som en roman om tidens relativitet, og slet ikke i nogen videnskabelig forstand. Problemet er slet og ret: Hvordan skriver man loyalt og kunstnerisk om naturvidenskaben på en måde som både formidler dens storslåethed og gør den vedkommende?

Kosmologiens fortællinger om universets oprindelse og endelige skæbne er i en vis forstand den største fortælling vi har. Men det er ikke det samme som at den har dramatisk potentiale. Hvad dette angår vinder diverse mytologier, alt andet lige. På samme måde savner jeg Den Store Roman om evolutionsteorien. Jeg har ikke noget bud på hvordan den skulle skrives. (Som bekendt var det her i Danmark den store forfatter J.P. Jacobsen der oversatte Arternes oprindelse til dansk, og forfatterskabet præges jo af hans naturvidenskabeligt inspirerede ateisme, men skønlitteratur om selve evolutionen skrev han egentlig ikke). Men her kommer nogle eksempler på bøger med evolution som tema:

Hvis vi begynder med den realistiske litteratur er der en bog som Janes evolution (The Evolution of Jane, 1998, da. 2001) af Cathleen Schine, en rejseroman fra Galapagos hvor den nyligt fraskilte Jane render på en gammel barndomsveninde og fortidens konflikter kommer op til overfladen. Vi er et stykke vej fra f.eks. Ian McEwans finlitterære prosa, nærmere ovre i chick lit, men det er netop en pointe i sig selv: En ung kvinde kan udmærket have Darwin som sin helt (efter at være vokset fra nogle af de andre forbilleder som Bionic Woman og Fonzies kæreste). Sådanne bøger er med til at frigøre videnskabelige interesser fra et image som noget støvet, nørdet og særligt mandligt, og man lærer også noget om evolutionen og dyrelivet undervejs. Omvendt bliver evolutionen nærmest reduceret til et billede på nogle mellemmenneskelige forhold, og det er dermed i sidste ende ikke den store historie der bliver fortalt.

En anden mulighed er naturligvis at skildre videnskabsfolk – og da især de store opdagere. Harry Thompsons historiske roman This Thing of Darkness (blandt de første nomineringer til Booker-prisen i 2005) fokuserer på forholdet mellem Beagles kaptajn Robert Fitzroy og Charles Darwin – Fitzroy, der er en oprigtig menneskeven, forud for sin tid i sit sociale engagement og optaget af naturen, men samtidig dybt religiøs, og den præsteuddannede Darwin, hvis iagttagelser og teorier Fitzroy i stigende grad opfatter som en trussel mod grundlaget for sin etik. Samtidig med at vi kigger Darwin over skulderen og observerer evolutionsteorien in the making, får vi gennem de to mænd dramatiseret den konflikt mellem religion og videnskab vi stadig oplever i dag – udviklingslærens konsekvenser i tilgift til karakterportrætter og et tidsbillede. En uundgåelig ulempe er så at man utilsigtet får cementeret billedet af evolutionen som ‘Darwins teori’, det stereotype billede kreationister også opretholder, som om den moderne syntese og halvandet hundrede års videreudvikling ikke havde fundet sted.

Der er selvfølgelig også skrevet science fiction om evolutionen. En indlysende titel at nævne er Stephen Baxters mosaikroman der slet og ret hedder Evolution (2002). Handlinger strækker sig over mange hundrede millioner år og skildrer vore forfædre fra dinosaurernes tid frem til vores efterkommere i en fjern fremtid. Det er klart at denne bog er tænkt som et bud på Den Store Roman om evolutionen. Jeg er begejstret for ideen og ville sådan set ønske at jeg syntes bedre om bogen. Men for det første har jeg det svært med fortællinger med dyr som hovedpersoner – jeg savner dialogen og andet man forbinder med menneskelige personer. For det andet føler jeg – måske lidt puristisk – at bogen vil for meget og sætter sig mellem to stole ved både at være fortællingen om menneskets oprindelse og en science fiction-roman om menneskets evolutionære fremtid. Jeg havde hellere set dette som to bøger.

Her er det passende at gøre en afstikker til den populariserende faglitteratur som jo i stigende grad benytter dramadokumentarens form. Et fantastisk spændende forsøg på at fortælle den store historie – som fakta men med litterær inspiration – er Richard Dawkins’ mursten The Ancestor’s Tale (2004). Det er skildringen af en pilgrimsfærd, bygget over Chaucers Canterbury-fortællinger, hvor mennesket rejser tilbage i tiden for at søge sin oprindelse. Ved hvert knudepunkt, hver forgrening i livets træ, slutter vores slægtninge sig til os, først chimpanser, så gorillaer, og så videre hele vejen tilbage til vores fælles oprindelse med svampe, planter og bakterier. For hvert trin fortæller de nytilkomne slægtninge deres historie i mange detaljer. Som alle andre skildringer af evolutionen er der fordele og ulemper. Det er en fortælling om vores oprindelse, og der er derfor grene af livets træ (f.eks. dinosaurerne) som man ikke hører meget om, ligesom fremstillingen uundgåeligt giver påmindelser om en klassiske scala naturae med menneskets som evolutionens mål. At historien bliver fortalt baglæns gør det derimod kun spændende. Men det er lidt ironisk at den missionerende ateist Dawkins bruger den religiøse allegori som forlæg for at dramatisere sit stof.

Tilbage i science fiction-romanerne bør Greg Bears Hugo- og Nebula-vinder Darwin’s Radio (1999) også nævnes. På trods af Darwin i titlen er fokus ikke på klassisk darwinisme, men på moderne genetik og bioteknologi. En voldsom epidemi viser sig at skyldes en endogen retrovirus. Det er ikke en sygdom, men evolution – en ny menneskearts fødsel. Enkeltpersoners og samfunds reaktion på denne trussel er skildret glimrende i klassisk spændingsromanform. Det videnskabelige indhold er solidt, men måske lovlig omfattende, for teksten er tæt og krævende, og ofte føler man at man ikke læser en roman, men en lærebog i mikrobiologi. Og den nye menneskeart der opstår, virker desværre ikke særlig troværdig, på trods af det solide grundlag og de spændende og aktuelle diskussioner om muligt forestående gennembrud i evolutionsbiologen. I 2003 kom fortsættelsen Darwin’s Children.

(Still af animation af Egan til Teranesia. Se forfatterens egen side)

Den sidste roman jeg vil nævne, er Greg Egans på mange måder ukarakteristiske Teranesia (1999). På en ø i Stillehavet er evolutionen løbet løbsk. Nye, fantastiske arter af fugle og insekter kommer til at florere i løbet af kun få årtier, hvilket strider mod hvad der kan lade sig gøre ifølge gængs darwinistisk teori. Løsningen på mysteriet er mildt sagt fantasifuld – et gen der fungerer som en kvantecomputer – men denne noget hårtrukne idé giver anledning til meget god diskussion af andre evolutionsmekanismer end den naturlige udvælgelse. Bogens svaghed er en lovlig grovkornet satire over humanistisk teori og jargon (tydeligvis og desværre udelukkende inspireret af Sokal-affæren), men der er meget andet godt, indlevede skildringer af personer og australske og sydøstasiatiske samfundsforhold, samt ikke mindst fine passager der demonstrer at tilværelsens mysterium ikke bliver ringere af at blive set i et materialistisk lys. Som her hvor hovedpersonen Prabir grunder over sin egen og sin lillesøster Madhusrees fødsel:

He’d long ago accepted his parents’ account of his own growth. He was not at all like a child-shaped balloon, merely swelling up with food; rather, he grew the way a city grew, with buildings and streets endlessly torn apart and reconstructed. A vast collection of templates inside him was used to assemble, from the smallest fragments of each digested meal, the molecules needed to repair and rebuild and extend every part of his body. Great fleets of microscopic couriers rode crystalline scaffolding, swam rivers thicker than treacle, and negotiated guarded portals to carry the new material to the places it was needed.
All of this was astonishing and unsettling enough, but he’d always shied away from pursuing it to its logical conclusion. Only once Madhusree had emerged, staring uncomprehendingly into a room full of faces and lights that he knew she’d never remember, had Prabir finally seen beyond the vanishing point of his own memories. The thing he knew firsthand about her was equally true of himself: he had once not existed at all. He’d been air and water, crops and fertilizer, a mist of anonymous atoms spread across India, across the whole planet. Even the genes that had been used to build him had been kept apart untill the last moment, like the torn halves of a pirate’s map of an island yet to be created.
(s.124)

Glædelig Darwin-dag – og god læselyst!