Nedenstående indlæg blev skrevet for nogle år siden som et bestillingsarbejde til et dansk computerblad der gerne ville have stof ’på et mere intellektuelt niveau’ – men det var åbenbart for meget af det gode! Nu bringer vi det her i dag for at fejre Alan Turings fødselsdag (23. juni).

‘Spørgsmålet Kan maskiner tænke? opfatter jeg som så meningsløst at det ikke er en diskussion værdig. Ikke desto mindre er det min opfattelse at ordenes anvendelse og det kvalificerede standpunkt generelt ved århundredets slutning vil have ændret sig så meget at man kan tale om tænkende maskiner uden at regne med at blive modsagt.’

Med disse ord forudsagde matematikeren Alan Turing (1912-1954), en af den moderne datalogis fædre, situationen omkring år 2000. Ordene faldt i artiklen ‘Computing Machinery and Intelligence‘ fra 1950, hvor Turing foreslog det kriterium der senere er blevet kaldt for Turing-testen: Placér en forsøgsperson foran to skærme og tastaturer. Den ene opsætning har forbindelse til et menneske der befinder sig i et andet lokale. Den anden opsætning er forbundet med en computer. Forsøgspersonen kan nu kommunikere via tastaturet (chatte, ville man sige i dag) med både menneske og computer, men han ved ikke hvem der er hvem. Computerens opgave er at lade som om den er et menneske. Hvis forsøgspersonen efter f.eks. fem minutters samtale ikke kan afgøre hvem der er det rigtige menneske, så har computeren bestået testen.

Det var Turings ønske at sætte en stopper for ørkesløse diskussioner om hvad ‘tænkning’ er, om forbindelsen mellem intelligent adfærd og bevidsthed, osv., og stille et konkret kriterium i stedet. Ideen om Turing-testen var på mange måder i tråd med tidens intellektuelle strømninger: Glem al snak om ‘tanker’ og andet der ikke kan ses, og koncentrer forskningen om det der kan måles og vejes! Men Turings ærinde var også praktisk, at foreslå et mål for computer-forskningen, en slags 50-års-plan for kunstig intelligens. Han forudsagde endvidere at det efter halvtreds år ville være muligt at programmere en computer med ca. 120 megabyte RAM til klare sig så godt i testen at forsøgspersoner i gennemsnit ville have mindre end 70 procents chance for at gætte om samtalepartneren var menneske eller maskine.

Hvis ideen om Turing-testen skulle bremse den filosofiske diskussion, kan den ikke hævdes at have været en succes. Turings artikel har tværtimod medført et halvt århundredes kiv og strid om hvad tænkning er og hvordan det kan testes. Filosoffer som John Searle er blevet berømte for argumenter imod Turing-testen. Og ikke uden en vis ret. Spørgsmålet om hvad tænkning er, kan ikke bare fejes af bordet, heller ikke selv om man er positivt indstillet over for kunstig intelligens som projekt.

Derimod fik Turing i hvert fald til dels ret i sin forudsigelse af sprogbrugen. I dag løfter man ikke øjenbrynene over at høre tale om intelligent software. Men ord betyder noget forskelligt alt efter hvilken sammenhæng de optræder i. Ligesom et ‘stort’ sandskorn ikke lader sig sammenligne med et ‘stort’ bjerg, betyder en ‘intelligent’ søgemaskine heller ikke at Stephen Hawking har fået en farlig konkurrent. Og meget af denne tale er billedlig. ‘Den skal lige tænke lidt over det,’ siger jeg når jeg har sat min computer til at foretage en større beregning. Jeg kunne såmænd også have sagt at den skulle tygge på det. Men også den seriøse diskussion af maskinintelligens er ofte præget af cirkelslutninger hvor resultatet afhænger af definitionen på ordene: Hvis vi definerer tænkning som noget mennesker gør og som involverer selvbevidsthed og følelser, så har vi ingen tænkende maskiner. Definerer vi det derimod som evnen til at foretage beregninger, spille skak eller udføre andre afgrænsede opgaver, vrimler det naturligvis med dem.

Men mest interessant er naturligvis Turings forudsigelse af testresultaterne for årtusindskiftet. Vore dages chat-robotter og dialogprogrammer kommer end ikke i nærheden af Turings optimistiske skøn. Da Alice-robotten vandt Loebner-konkurrencen om det bedste samtaleprogram år 2000, var dommernes afgørelse 91% rigtig efter fem minutters samtale, og ingen computer blev i længden taget for at være et menneske. Alligevel lader folk sig narre af chat-robotter på internettet. For hvis man tror at man taler med et menneske, vil man gå meget langt for at få det sagte til at give mening (ligesom hvis man støder på et menneske der taler sort). Denne situation er imidlertid ganske anderledes end Turing-testen hvor forsøgspersonen aktivt arbejder på at afsløre om han taler med et menneske.

Kan man heraf konkludere at chat-robotter og ‘intelligente’ programmer er nytteløse, eller at tiden er løbet fra tanken om kunstig intelligens? Næppe. Intelligent software bliver ikke ubrugelig blot fordi dens intelligens ikke har noget med menneskelig tænkning at gøre. Helikoptere og jumbojets er uhyre nyttige selvom de ikke flyver efter samme principper som måger og humlebier. Faktisk stod det sløjt til med passagerflyvningen så længe man forsøgte at bygge fly der baskede med vingerne. Men vi kan ikke bruge en helikopter til at forstå hvordan en måge holder sig på vingerne.

Programmer hvis formål derimod er at udforske menneskelig tænkning og sprogevne, er sjældent så underholdende som chat-robotter eller så umiddelbart nyttige som søgemaskiner. Udviklingen foregår ofte i beherskede skridt. Hvis der er noget der er forældet i Turings artikel, så er det vel først og fremmest tidsrammen på 50 år.

Men er det noget vi skal være kede af? Den lære vi kan uddrage af Turing, er først og fremmest: Sæt en konkret mål og se hvad vi kan udrette i praksis. Bøger med titler som ‘Den bristede drøm om tænkende maskiner’ er der nok af. Det mest spændende er dog hvordan vi gør det faktisk kan, hvor begrænset det end måtte være. Douglas Hofstadter – forfatter til bl.a. den populære bog Gödel, Escher, Bach – har engang sagt at det undrer ham meget at det kaldes pessimisme hvis folk ikke tror at en maskine vil bestå Turing-testen inden for en overskuelig årrække. (Se også tidligere indlæg). Hvorfor er det pessimistisk at tro at sprog og tænkning er så komplicerede fænomer at vi ikke har kunnet, eller vil kunne, udforske dem på få år?

Da naturvidenskaberne begyndte at blive etablerede i Oplysningstiden, regnede mange med at det ville tage tredive til fyrre år at udforske den fysiske verden og fastlægge alle naturlovene. Som bekendt gik det ikke helt sådan. Betyder det at verden er mindre interessant end man dengang troede?

Alan Turing var en af de vigtigste intellektuelle skikkelser i det 20. århundrede med en interessant biografi og meget, meget mere end Turing-testen på samvittigheden. Se Andrew Hodges’ Turing Home Page.