Jerry Fodor har i mange år været en af de mere kontroversielle stemmer i amerikansk filosofi og kognitionsforskning, en tænker der tit har været i modvind, men har været med til at sætte dagsordenen ved at stille provokerende spørgsmål og fremsætte provokerende alternative fortolkninger. I Fodors nye bog What Darwin Got Wrong — skrevet i fællesskab med Massimo Piattelli-Palmarini, oprindelig biofysiker og molekylærbiolog, i dag professor i kognitionsvidenskab — blæses der til angreb på den ortodokse (neo)darwinisme.

‘Darwins teori’ er i virkeligheden to ting: En teori om at evolutionen finder sted, at jordens planter og dyr indgår i et stort slægtskabsforhold hvor nye arter opstår i en fortsat udviklingshistorie, og en teori om hvordan evolutionen finder sted, nemlig med den naturlige selektion som den vigtigste (men ikke nødvendigvis eneste) mekanisme. Darwin kendte af gode grunde ikke noget til gener, og den darwinisme vi kender i dag (neodarwinismen), er produktet af den såkaldte ‘moderne syntese’ i 1930’erne hvor teorien om evolution ved naturlig udvælgelse blev forenet med de nye teorier om genetik og mutationer. Det er således principielt muligt at betvivle teorien om evolution gennem naturlig selektion af genetiske mutationer uden at betvivle at evolutionen finder sted. Og det er indlysende at den fortsatte videnskabelige udvikling og diskussion blandt evolutionister drejer sig om netop hvordan evolutionen foregår. Som jeg blandt andet bemærkede i diskussionen om evolutionen som tema i litteraturen, er det frustrerende at man (specielt i forhold til en bredere offentlighed) har vanskeligt ved at føre diskussionen om hvordan evolutionen foregår, fordi enhver kritik af Darwin, neodarwinisme osv. eller blot en påpegning af hvor meget vi ikke ved, straks bliver grebet som skyts af religiøse grupper og andre der ønsker at betvivle at evolutionen foregår. What Darwin Got Wrong er om ikke andet et brud på dette tabu — et par ‘out-right, card-carrying, signed-up, dyed-in-the-wool, no-holds-barred atheists’ der går til angreb på de dominerende udlægninger af evolutionens mekanismer. Og de har selvfølgelig fuldstændig ret i at hvis den diskussion ikke må føres, har vi ladet evolutionsbenægterne sætte dagsordenen. Om deres referat af den moderne evolutionsbiologis indhold er retfærdigt, og om de har ret i deres kritik, er så en anden sag.

Fodor og Piattelli-Palmarini repræsenterer i virkeligheden en anden yderfløj der kritiserer darwinismen for så at sige ikke at være ateistisk/mekanistisk nok. Darwin brugte selv avl og forædling som forklaringsmodel og billede på den naturlige udvælgelse, vel vidende at avl og forædling selvfølgelig netop er unaturlig udvælgelse — i den naturlige selektion er der ingen handlende agent der udvælger, og der er ingen specifikke træk man bevidst søger at fremavle. Ifølge Fodor og Piattelli-Palmarini er det ikke lykkedes evolutionsbiologien at skille sig af med dette billede: Man påberåber sig naturligvis ikke Guds indgriben eller en personificeret Moder Natur, men taler dog som Richard Dawkins om ‘selviske gener’ og the blind watchmaker. Herimod kan man selvfølgelig indvende at der er tale om uheldig brug/dominans af metaforer i såvel popularisering som egentlig videnskabelig diskurs; Dawkins’ ‘selviske gen’ er naturligvis ikke en handlende agent, men derimod en formulering af en pointe om at selektionsprocessen foregår på genetisk niveau (ikke på organisme- eller artsniveau), og the blind watchmaker er et populariserende modbillede til en forsætlig ‘intelligent designer’. Men, siger forfatterne, selv når evolutionsteoretikerne undgår the intentional fallacy (med t), altså at tilskrive processen intentioner, undgår de ikke the intensional fallacy (med s). Det har at gøre med de sprogfilosofiske begreber intension/ekstension: Beskrivelserne ‘elefanter med lang snabel’ og ‘langsnablede elefanter der ikke kan flyve’ har samme ekstension — dvs. de refererer til de samme elefanter ude i den virkelige verden idet samtlige elefanter med lang snabel heller ikke kan flyve — men ikke samme intension, dvs. udtrykkene har et forskelligt betydningsindhold. I en teknisk argumentation af den type der kan overbevise filosoffer, men sjældent naturvidenskabsfolk og lægmænd, fremfører Fodor og Piattelli-Palmarini at neodarwinismens begreber må fortolkes intensionelt (og dermed igen indirekte intentionelt). En påstand om at det måtte have fremmet elefanters overlevelse at have lang snabel, holder ikke, for den kan ikke differentieres fra postulater om at det har fremmet elefanters overlevelser at have lang snabel og ikke at kunne flyve, samt et uendeligt antal andre udsagn med samme ekstension. (Elefant-eksemplet er mit eget, men argumentationen er bogens). Biologernes modsvar kunne være at de kun vil forholde sig til relevante empiriske fakta, og hvis man accepterer Fodor og Piattelli-Palmarinis argument, falder ikke blot teorien om naturlig selektion, men en frygtelig masse andre udsagn vi accepterer som videnskabelige. Det er en høj pris at betale.

Selv om man ikke lader sig overbevise af Fodor og Piattelli-Palmarinis angreb på den biologiske teoris logiske fundament (og jeg tør vædde stort på at flertallet af biologer vil afvise angrebet eller trække på skuldrene), er det selvfølgelig stadig en fuldgyldig diskussion inden for den empiriske videnskabs rammer om den naturlige selektion af genetiske mutationer er hele forklaringen på evolutionsprocessen. Der er, som man kan læse fra Darwin selv og frem, andre faktorer i spil: de generelle fysiske love, genetisk drift, miljøvariation m.v. (Herhjemme kan man — i en lidt mere usædvanlig afart af kritikken af neodarwinismen — nævne Jesper Hoffmeyer hvis opgør med ‘gencentrismen’ består i en biosemiotik hvor tegn og ikke gener er den afgørende selektionsenhed). Offentligheden (det er også mig!) har især sit billede af genetikkens altdominerende rolle fra Richard Dawkins’ populariserende og polemiske værker. Dawkins sekunderes af en af Fodors traditionelle modstandere, filosoffen Daniel Dennett, der udover at forsvare Dawkins billede af evolutionen, ophøjer den naturlige selektion til universal acid, et billede der skal forstås sådan at selektionsprincippet tærer sig igennem enhver faggrænse og har gyldighed inden for områder så forskellige som kosmologi og moralfilosofi. Modbilledet til Dawkins er generationens anden stor popularisator af evolutionsteorien, nu afdøde Stephen Jay Gould, der var langt mere åben over for selektion på andre niveauer end genniveau og for andre processer end den gradvise forandring. Dawkins/Gould-debatten er fint analyseret af den australske filosof Kim Sterelny i Dawkins vs. Gould (2001) hvor det flere steder antydes at Gould dybest set har holdninger og bevæggrunde der ligger uden for det rent videnskabelige. I og med at Fodor og Piattelli-Palmarinis position som nævnt kan karakteriseres som rabiat ateistisk-mekanistisk, er det lidt pudsigt at de støtter sig til netop Gould og, som det er blevet formuleret, forsøger at være mere gouldske end Gould ligesom Dennett forsøger at være mere dawkinsk end Dawkins. Men hvis naturlig selektion af genetiske mutationer ikke er svaret på evolutionens mekanisme, hvad er så? Det har Fodor og Piattelli-Palmarini, hvoraf ingen jo er praktiserende biologer, forventeligt nok intet svar på. Mere interessant er igen deres principielle pointe som synes at udelukke et svar i traditionel forstand: Det er ikke muligt at opstille love for evolutionen i samme forstand som inden for fysikken og kemien. Fodor og Piattelli-Palmarini tolker her Darwin i en idéhistorisk kontekst som beslægtet med samtidige tænkere som Marx der troede at kunne opstille love for den historiske udvikling. Synspunktet i What Darwin Got Wrong er at dette lige så lidt lader sig gøre inden for biologien som inden for menneskets historie, at evolution netop er naturhistorie og således en hermeneutisk videnskab af samme karakter som faghistorie. Ganske vist kender jeg flere fysikere der ville få fråde om munden ved påstanden om at man skulle kunne formulere biologiske naturlove af samme grundlæggende karakter som de fysiske, men det er ikke desto mindre en temmelig omfattende intellektuel revolution forfatterne her lægger op til, og selv om denne videnskabsteoretiske pointe efter mit skøn er mere interessant end påstanden om intensional fallacy, bør den nok kigges efter i sømmene før man afskriver muligheden for at sige noget mere konkret om evolutionens mekanismer.

En interessant vinkel som jeg gerne havde set udbygget væsentligt, er brugen af evolutionære forklaringer inden for andre viden(skab)sområder end biologien. Fodor og Piattelli-Palmarini vier kun et appendiks til emnet hvor de lader en stribe lange citater tale mere eller mindre for sig selv, inklusive naturligvis citater fra en anden af Fodors gængse modstandere, psykologen Steven Pinker, hvis bog How the Mind Works (1997) Fodor har besvaret med The Mind Doesn’t Work That Way (2000). Det er klart at hvis Fodor og Piattelli-Palmarini har ret, og neodarwinismen ikke holder, må applikationen inden for andre fagområder ryge med i faldet. Men selv hvis det ikke er tilfældet, er det en særdeles relevant diskussion om den naturlige selektion kan bruges som forklaringsmodel inden for andre felter. Selv om Dennetts universal acid vist er lidt af en retorisk overdrivelse, giver en evolutionær indfaldsvinkel god mening i mange sammenhænge. Et grundlæggende filosofisk problem som korrespondensen mellem vores indre repræsentationer og den ydre verden er måske slet ikke så mystisk — det er de bedste mentale modeller der har overlevet. Men når nogen vil overføre biologiens forklaringer på nye områder (jeg har stadig lovet ved lejlighed at tage darwinistisk litteraturteori under kærlig behandling!), må det første spørgsmål være om det er god biologi. Ifølge Fodor og Piattelli-Palmarini er forskere inden for de ‘våde’ videnskaber mere åbne over for at diskutere alternativer til den naturlige selektion, mens det for eksempel er de evolutionære psykologer der er mest ortodokst neodarwinistiske. Det er også her man typisk finder adaptationisme i betydningen en tro på at alle træk kan forklares som produkter af tilpasning, og ofte med spekulative forklaringer der er vanskelige at efterprøve (Stephen Jay Gould var en fremtrædende kritiker af sociobiologi og evolutionær psykologi). Denne diskussion er overordentlig vigtig og relevant, uanset om man forkaster alle principielle pointer i What Darwin Got Wrong. Hensynet til videnskabelighed må gå forrest. Uanset hvad man mener om Dawkins’ idé om ‘selviske gener’, er det f.eks. en helt urimelig guilt by association når Mary Midley i en positiv anmeldelse af What Darwin Got Wrong i The Guardian kæder teorien til et ultraliberalitisk menneskesyn. Det er ikke meget bedre end når religiøse grupper modargumenterer evolutionsteorien af etiske grunde. Videnskaben må ikke vige tilbage for ubehagelige sandheder — hvad entet det ubehagelige består i at få at vide hvor meget af vores adfærd (f.eks. knyttet til vores køn) der er kulturel, når vi ellers troede at det var ‘naturligt’, eller det består i at få at vide at adfærden er biologisk betinget, bedst som vi mente at kunne forklare den med vores opvækst.

Dette fører os så tilbage til en af de indledende bemærkninger: Uanset hvad man kan sige om Fodor og Piattelli-Palmarinis projekt i What Darwin Got Wrong, må det nødvendigvis være sådan at forskere der er ateister og overbeviste om evolutionens realitet, også skal have lov at kritisere Darwin og teorien om naturlig udvælgelse. Og Fodor og Piattelli-Palmarini er i deres gode ret til at afvise de kolleger der angiveligt har fortalt dem at selv hvis de har ret i deres kritik af Darwin, bør de tie stille med den offentligt. Selvfølgelig vil en titel som denne blive misbrugt — en søgning på nettet viser at kreationister m.v. naturligvis straks anfører den som om et eksempel på at evolutionisterne jo ikke engang kan blive enige indbyrdes — og det kan man selvfølgelig især irriteres over hvis man mener at Fodor og Piattelli-Palmarinis pointer er vrøvl, men det ændrer ikke ved det principielle. Noget andet er om Fodor og Piattelli-Palmarini med den provokerende titel har begrænset deres publikum den anden vej. Jeg er for eksempel blevet spurgt om man nu også kan regne med at bogen ikke er maskeret Intelligent Design-propaganda. Det kunne jeg forsikre at den ikke er, men kun fordi jeg vidste hvem Jerry Fodor er; ellers havde jeg nok selv tænkt det samme. Men også filosofi og naturvidenskab indgår i mediesamfundet, og jeg kan selvfølgelig godt se at en titel som The Limitations of Neo-Darwinism: A Critique of the Adaptationist Consensus ikke ville være lige så salgbar.

What Darwin Got Wrong (forlagets hjemmeside)

Grundig og meget kritisk anmeldelse af Ned Block og Philip Kitcher i Boston Review

Mary Midleys positive anmeldelse i The Guardian