Livet skal forstås baglæns, sagde Søren Kierkegaard, og citatet er i de senere år (efter Peter Thielts bog) blevet gengivet ad nauseam. Det bliver det ikke mindre rigtigt af. Nogle gange opdager man pludselig nogle temaer i sit liv og forstår slet ikke at man ikke har set dem før. Det behøver ikke være dybe erkendelser. Bare nogle brikker der falder på plads.

Da jeg sprang ud som fuldtidsoversætter, gik det pludselig op for at mig at jeg altid havde interesseret mig for oversættelse, og at det var min spæde ungdoms hobbyprojekter der havde banet vej for min senere professionelle karriere. Jeg kom i tanke om en sang til min konfirmation hvor det blev nævnt at jeg sad inde på værelset og oversatte historier. ”Men giver det penge i lomme?” lød en linje på god konfirmationssangvis. Det er stadig et godt spørgsmål. Og samtidig gik det op for mig hvorfor jeg kunne lide at oversætte – fordi oversættelse udgør den grænseflade hvor min interesse for litteratur møder min mere teoretiske interesse for sprog. Det sted hvor forskellene og lighederne mellem sprogene træder frem. Det sted hvor de litterære virkemidler udmønter sig i den sproglige materie.

Der er et andet tema i mine ellers umiddelbart meget forskelligartede interesser der pludselig stod klart for mig. Igennem hele mit liv har jeg interesseret mig for forholdet mellem naturvidenskaben og de humanistisk-æstetiske fag. Det fremgår af min faglige baggrund i datalingvistik (videnskaben om hvordan man kan få computere til at håndtere menneskesprog som dansk og engelsk), et fag der kombinerer naturvidenskabelige metoder (formalisering) med det humanistiske kerneområde sprog. Og dette meget moderne fag kombinerede jeg endvidere med et af universitetets ældste og mest traditionsrige studier, klassisk latin. Den selv samme interesse for mødet mellem naturvidenskaben og æstetikken og de mere ”bløde” menneskelige forhold ligger (ser jeg nu) også bag min store interesse for science fiction, en litteratur der ideelt set handler om teknologiens og det naturvidenskabelig verdensbilledes betydning for menneskelivet.

Det er et helt grundlæggende spørgsmål i dag. Hvordan forener vi videnskabens beskrivelse af hvad tid er, hvad stof er, hvad vores hjerner er, med vores oplevelsesverden som bevidste væsener der føler sult og ambition og sorg og forelskelse?

Science fiction er naturligvis ikke den eneste form for kunst der tematiserer dette. Omvendt bliver science fiction ind imellem glemt i diskussionen af kunsten og videnskaben, velsagtens fordi den mere eftertænksomme science fiction står i skyggen af blockbusterprodukter som Avatar osv. Og det er et vanskeligt tema – af mange årsager.

(Billedkilde: Antonia Hayes)

Da jeg på Charles Darwins 200-års dag skrev om evolutionen i litteraturen, citerede jeg den berømte fysiker Richard Feynmans forelæsning ‘The Value of Science‘ (1955), og citatet er så godt at jeg er nødt til at genbruge det:

The same thrill, the same awe and mystery, comes again and again when we look at any question deeply enough. With more knowledge comes a deeper, more wonderful mystery, luring one on to penetrate deeper still. Never concerned that the answer may prove disappointing, with pleasure and confidence we turn over each new stone to find unimagined strangeness leading on to more wonderful questions and mysteries – certainly a grand adventure!

It is true that few unscientific people have this particular type of religious experience. Our poets do not write about it; our artists do not try to portray this remarkable thing. I don’t know why. Is no one inspired by our present picture of the universe? This value of science remains unsung by singers: you are reduced to hearing not a song or poem, but an evening lecture about it. This is not yet a scientific age.

Et af de bedste naturvidenskabelig inspirerede og samtidig dybt menneskelige digte jeg har læst, er sonetten ”This Morning’s Man” af den vist temmelig ukendte Mike Snider. Jeg tror jeg oprindelig faldt over det, fordi Snider citerer netop Feynmans essay. Det handler om stofskifte. Om at vi er et flygtigt materiale, en stadig skiftende konfiguration af atomer vi låner fra agurker og svinekoteletter. Og denne formation af materie kan føle stor ømhed – og dyb forundring over universet. Det er mysteriet.

This Morning’s Man
by Mike Snider

“So what is this mind of ours: what are these atoms with consciousness? Last week’s potatoes!”
(Richard Feynman, “The Value of Science,” 1955)

Not the same man I was last week, I’m teaching
Breakfast how to love you, so next week’s man
Will still love next week’s you and fry a pan
Of bacon for us both, a carnal preaching
Of choirs to choirs, our serial selves all reaching
Out to a fruitful world from which we can
Contrive to feed love’s starved attention span
With chance organic changes, true I Ching.
It’s wonderful, this fleshly mystery,
And wonderful we’ve solved some trivial part —
Not you and I, this we, but apes like us —
Wonderful that we have learned to see,
With patience, hard-won skill, and cunning art,
That emptiness is all and glorious.

Hør Mike Snider selv fremføre digtet her.