Den islandske sangerinde Björk, der næppe behøver nogen præsentation, har med projektet Biophilia skabt et musikalsk, tematisk og formmæssigt usædvanligt værk. Biologen E.O. Wilson postulerede med biophilia-hypotesen et slægtskab og en empati mellem alle levende organismer, en tese der i senere fortolkninger, inklusive Björks kunstneriske fortolkning, inkluderer ‘ikke blot insekter og bakterier i ‘det biofile bånd’, men også uorganiske størrelser som krystaller, vulkanudbrud, lynnedslag og månens cyklus’, for at citere artiklen om Björks projekt i Ingeniøren.

Biophilia er multimedieprojekt der omfatter en live-forestilling, apps til iPad (er lanceret som ‘verdens første iPad’-album), samt almindeligt musikalbum. Jeg er kun bekendt med musikalbummet, men det er værd at lytte til og vækker dels mindelser om de mere poetisk-stilfærdige af Björks tidligere album, især Vespertine (2001), dels om moderne minimalistisk kompositionsmusik, også i den intellektuelt-tematiske tilgang. Min favorit for tiden er ‘Thunderbolt’, hvor rytmen er inspireret af ventetiden mellem lynet og tordenen, og en teslaspole (et ‘lynapparat’) bruges som instrument.

https://youtube.com/watch?v=annttz9hCxQ

Sangen ‘Cosmogeny’ (med tekst af ingen ringere end forfatteren Sjón) handler naturligvis om verdens skabelse og forskellige skabelsesmyter.

https://youtube.com/watch?v=ntxY9f8NAWc

Frem til 7. november er det muligt at deltage i en konkurrence om at skrive et nyt vers til sangen. Vinderverset vil blive sunget af Björk ved en liveopførelse.

Deltag i Cosmogeny-konkurrencen her.