Dig this record / Dig it now / Dig it like you never dug one before cuz its so far out, synger Jesca Hoop på sit nye album, The House That Jack Built. Og selv om det pågældende nummer, ‘Dig this record’, er ganske syret med sin kunstigt drævende sang, skærebrænderlyd & futtog, er problemet med det nye album grundlæggende at det ikke er far out nok. Mange steder lyder hun på godt og ondt som så mange andre indie-bands. Ligesom Off-Broadway i sin tid gik hen og blev en lige så etableret kategori som Broadway, findes der i dag en klar indie-mainstream med sine egne konventioner og forventelige lyd. Her skiller The House That Jack Built sig ikke tilstrækkeligt ud, og det er skuffende oven på Hoops hidtidige originalitet.

Jesca Hoops musik fremstår ellers som en af de senere års største gaver til det ectofile folk. Debuten Kismet (2007) var en sjov pose blandede bolsjer og blev i 2009 fulgt op af den fremragende Hunting My Dress, et af de mest oversete album nogen sinde. (Et af de få steder hvor der blev lagt mærke til det herhjemme, var pudsigt nok her i Universitetsavisen). Hunting My Dress var vidtfavnende, skæv og spændende i en grad der (næsten) tåler sammenligning med Kate Bushs gale genistreg The Dreaming for en menneskealder siden (1982). Hoop bygger på en traditionel singer-songwriter-tradition, hvor den personlige erfaring skildres hudløst i sangene, men forener det med et større drama og mystik, også i arrangementerne, med en intensitet der kan minde om den unge Tori Amos’ (og ligesom den tidlige Amos’ fungerer Hoops sange lige godt i et enkelt scenearrangement med sparsom instrumentering og i de raffinerede gennemproducerede studieversioner). Hertil kommer hos Jesca Hoop en burlesk legesyghed, der er fuldstændig særegen, med finurlige, ordspillende tekster og originale harmonier. Det er flerstemmigt i mere end én forstand. Musikken er teatralsk i betydningen scenisk og dramatisk med skuespilagtige virkemidler. Hunting My Dress spænder fra drama og shamanistisk mystik i ‘The Kingdom’ over stilfærdig og rørende visesang i ‘Angel Mom’ og skæg og ballade i ‘Four Dreams’ til en slags techno-traditional i ‘Tulip’ (ikke ulig Sorten Mulds og Valravns ‘folktronica’ herhjemme). Den mangfoldige stil videreføres på EP’en Snowglobe i 2011.

The House That Jack Built har slet ikke samme karakter af overflødighedshorn. Den er velsagtens mere helstøbt, i betydningen mere ensartet. Lyden er som nævnt mere i retning af hvad man normalt forventer af indie, mere skrammelrock-agtig og også mere amerikansk i udtrykket med diskrete elementer af country og folk. Der følger på go’ gammeldags manér et teksthæfte med cd’en, hvilket man godt kunne have ønsket sig til de foregående album, for harmonierne, de mange lydlag og Hoops ikke altid lige mundrette fraseringer kan gøre det svært at opfatte de ordrige og overraskende tekster. Singer-songerwriter-stilen videreføres i titelnummeret, der ud over det engelske børnevers hentyder til Jesca Hoops afdøde far, Jack Dennis Hoop, som albummet er tilegnet. Omkvædet ‘It’s not enough / to know you through them’ rammer ret præcist hvad det handler om. Det er oprigtigt rørende, men andre steder, som i ‘D.N.R.’, formår det personlige ikke at blive gribende. I ‘Hospital’ er der blink i øjet og en spøgefuldhed i arrangementet, som ellers er noget af det albummet savner. Og selv om de øvrige sange vinder ved gentagne gennemlytninger, forbliver helhedsindtrykket for ensformigt. Singlen/indledningsnummeret ‘Born To’ er naturligvis albummets umiddelbare ørehænger, og måske netop derfor det nummer der ikke udvikler sig, mens de andre vokser, men man kommer ikke udenom at lige det nummer rummer meget af det drama og stor lyd der kendetegnede de foregående album. Og videoen fanger også den rette Jesca Hoop-magi.