Så er det den tid på året hvor teatersæsonen snart begynder og man bladrer i kataloger, virtuelt eller på papir, for at se hvilke forestillinger man allerede nu gerne vil redde sig billetter til. I den forbindelse vil jeg gøre opmærksom på en forestilling på Det Kongelige Teater til vinter (premiere 12. februar), som af flere grunde kunne have interesse også for dem, der måske ellers ikke går så tit til opera.

Aldous ‘Fagre nye verden’ Huxley skrev i 1952 en historisk roman, The Devils of Loudon, bygget over en autentisk sag om angivelig dæmoniske besættelse og hekseprocesser i 1600-tallets Frankrig. Romanen danner forlæg for John Whitings skuespil The Devils fra 1960 og for Ken Russells kontroversielle film af samme navn med bl.a. Vanessa Redgrave fra 1971.

I 1969 skrev den polske komponist Krzysztof Penderecki operaen Die Teufel von Loudun (altså med tysk libretto) på grundlag af Whitings skuespil. Pendereckis musik er kendt af mange uden at de nødvendigvis er bekendt med hans navn: Hans orkesterværk Polymorphia samt dele af en cellokoncert og såmænd Die Teufel von Loudun blev brugt i Friedkins Eksorcisten fra 1973, og Kubricks Ondskabens hotel fra 1980 bruger også dele af Polymorphia og en række andre Penderecki-kompositioner. Derudover er Pendereckis musik blandt andet blevet brugt af David Lynch i Wild at Heart (1990) og Martin Scorsese i Shutter Island (2010).

Det er denne opera der under titlen Djævlene fra Loudon kan ses i Operaen i København til februar. Mogens Wenzel Andreasen (der ud over at skrive om klassisk musik jo også er Stephen Kings danske hovedoversætter) skriver i Politikens Operafører: ‘Ved premieren i Hamburg i 1969 blev Penderecki af nogle anmeldere beskyldt for med Djævlene fra Loudon at spekulere i “voldspornografi”. Sandt er det, at næppe nogen anden opera i den grad svælger i realistiske torturscener, i blod, smerte, vildskab, hysteri og seksuelle frustrationer.’ Hvis det ikke er anbefaling nok, skriver Mathew Boyden i den fremragende Opera: The Rough Guide: ‘Penderecki’s opera … is no mere pot-boiler. The composer’s libretto is meticulously constructed, breaking the action down to thirty short scenes which proceed from one to the next almost cinematically. … Die Teufel … requires its protagonists to exert every vocal resource to match the emotional pitch of the orchestra. It is a huge orchesta, including four saxes, electric bass guitar, piano, organ, harmonium and tape. … Perhaps he wrote the work in order to test his [Christian] belief; or perhaps he wrote it simply because he knew it would make a profound and serious opera.’

Og for dem der ikke bliver lokket i teatret alene ved udsigten til ‘blod, smerte, vildskab, hysteri og seksuelle frustrationer’, kan man på sangsiden glæde sig til blandt andre Tina Kiberg, Michael Kristensen, Randi Stene og Sten Byriel i rollerne.

Se også: Science fiction og opera