Ekkorummet

De film der i 70’erne og de tidlige 80’ere etablerede David Cronenberg som kultinstruktør, rummer freudianske træk på et meget grundlæggende niveau: forestillingen om fortrængte drifter og kræfter, der ikke (nødvendigvis) i sig selv er destruktive, men bliver det gennem fortrængningen og får et voldsomt udtryk, som kedlen der eksploderer hvis dampen ikke kan lukkes ud løbende. Det er en tematik der løber gennem hele horrorlitteraturens og -filmens historie – varulven er vel det klassiske billede på en undertrykt dyrisk natur – men som hos den tidlige Cronenberg fik et originalt udtryk: parasitter der forårsager ukontrollabel kønsdrift (Shivers), og hæmmede følelser og fantasier der tager selvstændig fysisk form som vanskabte og morderiske individer (The Brood). Cronenberg aktualiserede endvidere formsproget gennem en teknologisering af fortrængningens manifestationer, i Videodrome (1983) endog i en selvtematiserende form, hvor det er tidens forkætrede ‘videovold’ der fungerer som katalysator.

Jeg har et blandet forhold til disse tidlige Cronenberg-film. Jeg respekterer deres originalitet og kompromisløshed og deres analytiske tilgang, men de virker samtidig kolde og distancerede og engagerer mig ikke. Med fare for at miste al credibility hos hard-core fans må jeg sige at jeg først kan følge Cronenberg da han bliver ‘populær’: Genindspilningen/-fortolkningen af The Fly (1986) bragte Cronenbergs ‘body horror’ ud til et bredt publikum, ganske vist i en form der var klart mindre radikal end de foregående film, men til gengæld underholdende og med et glimt i øjet, der i én forstand var en forbedring i forhold til ungdomsværkernes splatter-patos. Filmatiseringen af Naked Lunch (1991) var en fornøjelig anvendelse af Cronenbergs billedsprog på Burroughs univers af psykedeliske visioner og homoerotiske fantasier. Crash (1996), hvor teknologiseringen af seksualiteten sker gennem en lidt gammeldags, men stadig aktuel teknologi – biler og fotografi – er med sin udforskning og dyrkelse af feticheringen måske Cronenbergs mest eksplicit freudianske film, hvilket nok snarere må tilskrives forlægget, J.G. Ballards roman fra 1973. Ballard var ret ortodoks freudiansk, arbejdede i direkte forlængelse af surrealisternes psykoanalytisk inspirerede billedsprog og veg ikke tilbage for decideret vulgærfreudianske elementer, i Crash f.eks. den kvindelige hovedpersons ‘vaginale’ arvæv på lårene. Cronenberg er en indlysende Ballard-instruktør, ikke kun fordi han deler Ballards grundlæggende freudianske udgangspunkt og interessen for feticheringen af teknologien og teknologiseringen af drifterne, men også fordi Cronenberg og Ballard ofte har den distancerede, iagttagende stil til fælles. Crash er da også en iskold film. Det psykologiske drama Spider fra 2002 demonstrerer derimod at Cronenberg godt kan aflægge den kølige distance. Strengt taget er det en realistisk film, men med synsvinklen lagt hos den psykotiske hovedperson. Der er lagt vægt på personinstruktionen, og dramaet er knugende og gribende på en måde som Cronenbergs film ellers ikke er det.

I A Dangerous Method, der for tiden går i de danske biografer, vender Cronenberg blikket mod selve psykoanalysen. (Hvorfor i alverden må filmen i øvrigt ikke få dansk premiere under titlen En farlig metode? Jeg kan forstå at man bibeholder originaltitler på brands som Spider-Man — men en art-film, hvor dialogen i øvrigt skal forestille at foregå på tysk?) I én forstand skulle man jo mene at Cronenberg netop er den rigtige til at skabe denne film, som skildrer forholdet mellem Freud og Jung, medieret gennem Jungs patient og senere elskerinde Sabina Spielrein og til dels gennem den tidlige psykoanalyses enfant terrible, Otto Gross. Men at Cronenbergs film generelt har en uortodoks ‘freudiansk’ karakter gør ham ikke nødvendigvis til den bedste skildrer af psykoanalysens fødsel (det historiske er jo en genre for sig), endsige den bedste analytiker af det så afgjort spændende forhold mellem Freud og Jung. Interessant nok lægges vægten ikke på skismaet mellem Freuds klassisk naturvidenskabelige idealer og Jungs tiltagende obskurantisme, men snarere på Freuds konservative holdning om udelukkende at afdække og forstå, hvor Jung ønsker at frigøre individet og vise det nye veje og muligheder. Cronenbergs sympati synes (ligesom min egen) i vid udstrækning at ligge hos Freud. Det er måske ikke overraskende i betragtning af hans films freudianske træk, men demonstrerer også en interessant skelnen mellem niveauer i filmfortællingerne. I en af de meget få scener der for alvor inddrager Jungs interesse for okkulte fænomener, giver træværket på Freuds kontor sig til at knage voldsomt. Freud fastholder den strengt rationelle forklaring at reolerne giver sig på grund af varmen. Jung derimod mener at det er et typisk eksempel på ‘katalytisk eksteriorisering’, at træværkets knagen og bragen er forårsaget af den psykiske energi fra den anspændte stemning mellem de to mænd. Det interessante er at denne ‘katalytiske eksteriorisering’ jo er en meget præcis beskrivelse af hvad der på handlingsplanet foregår i mange af Cronenbergs film, mest eksplicit i Scanners fra 1981 – jep, den hvor hovederne eksploderer. Men netop kun på handlingsplanet, ikke på analytisk niveau, og det er en vigtig skelnen. Cronenberg er, meget firkantet sagt, en freudianer med et jungiansk billedsprog.

Filmen har fået en meget blandet modtagelse, og både de positive og de forbeholdne anmeldelser er faktisk berettigede. Den var en fornøjelse at se og rummede fine analyser af de to hovedpersoner som begge i sidste ende er ofre for netop den repression de selv afdækker i deres arbejde: Småborgeren Freud, hvis insisteren på en seksuel forklaringsmodel i alle sammenhænge ifølge Jung nok skyldes at han selv får for lidt, og som vigtigere bevidst nægter at opgive sin autoritet og rolle som almægtig faderskikkelse, og Jung, der vil frigøre mennesket i en langt mere vidtrækkende forstand end Freud, men selv ikke har mod eller konsekvens til at bryde ud af sit pæne ægteskab med dets trygge familieliv og umådelige velstand. Men dramaet løfter sig ikke og bliver ikke medrivende på trods af den interessante dynamik mellem de to mænd og al den voldsomme lidenskab i handlingen i øvrigt. Det forbliver et kostumestykke, distanceret og, ja, klinisk. Det er ikke i den finkulturelle A Dangerous Method, men snarere i Cronenbergs gamle kultsplatter at man kan opleve det egentlige spændingsforhold mellem Freud og Jung.

Jeg har netop været på ferie i Frankrig, og dér lærte jeg noget nyt – at franskmændene har deres egen herlige betegnelse for paranormal romance:

‘Bit-lit’ er ifølge opslaget i fransk Wikipedia betegnelsen for ‘bidende litteratur for unge piger’. Der er dog åbenbart ikke enighed om hvem det er der bliver bidt: om det er forfattere og læsere der er bidt af genren, og eller om det henviser til heltinderne der må lægge hals til eller selv er udstyret med hugtænder og bider fra sig.

Camilla Wandahl er i science fiction & fantasy-kredse kendt som vinder af et utal af novellekonkurrencer og sikker bidragyder til næsten enhver antologi der bliver udgivet. Det fremtrædende medlem af Håbefulde Unge Forfattere har i sin professionelle bogproduktion mest gjort det i andre genrer: “tøseserien” Veninder for altid og den roste ungdomsroman Hjerte i vente om en teenagepige med en hjertesyg lillesøster.

Med børnebogen Et blodigt spil, flot gennemillustreret af Patrick Leis, er hun på ny ovre i den fantastiske litteratur – ikke overraskende er der her tale om horror.

Fire venner i 13-års alderen går ind i en kirke om natten for at spille hvad de tror, er et rollespil, Dødespillet, efter en gammel bog. I virkeligheden viser det sig at være et spil på (evigt) liv og død. Det er ikke originalitet der bærer romanen, faktisk står klicheerne i kø: En kirkegård ved midnat, en ondskabsfuld trolddomsbog, måneskin i de høje ruder, kolde pust der blæser lysene ud, besættelse af en ond ånd, røde øjne i mørket. Den realistiske del af indholdet rummer også velprøvede elementer: Den kønne pige der bærer på en sorg og en hemmelighed hun ikke vil betro veninden osv. Så meget desto mere påfaldende er det hvor glat og velfungerende bogen er, så også den voksne læser lader sig gribe af spændingen og sine steder mærker et stik i hjertet. Stilen er sikker, sproget er ungdommeligt uden at det virker demonstrativt, og jeg har svært ved at stå for kapiteloverskrifter som “Hvis jeg var bogen, ville jeg ikke være helt tilfreds”.

Illustration til kapitel 13 (copyright P. Leis, gengivet efter illustratorens hjemmeside)

Den ideelle læser af bogen er vel et par år yngre end hovedpersonerne. Jeg har læst den højt for min søn, der kun er 7 år, og kæresteriet og det psykologiske spil mellem vennerne og veninderne sagde ham naturligvis ikke så meget – selv om han på billedsiden faktisk var mere optaget af de realistiske portrætillustrationer end af dem der gengiver mere dramatiske situationer. Men blod og glimtende knive er selvfølgelig altid godt – især når halloween nærmer sig – og gyserhistorien gik rent hjem. Handlingselementet om besættelse, hvor den søde pige pludselig bliver ond, virkede stærkt, men min søn oplevede tydeligvis historien som mere spændende end egentlig uhyggelig. Da vi først var kommet et par kapitler ind, blev bogen i hvert fald læst i ét stræk uden at der lød så meget som et pip undervejs.

Den irske forfatter Darren O’Shaughnessy, i dag bedre kendt som Darren Shan, sad engang og ventede i en bil uden andet at læse i end en af R.L. Stines Goosebumps (da. Gåsehud) gyserbøger for børn. Det kan jeg sgu da gøre bedre, tænkte han. Og det kunne han. Det blev begyndelsen på The Saga of Darren Shan, der fra og med romanen Cirque du Freak (2000) over 12 bøger til et ungt teenagepublikum fortæller historien om den modvillige unge vampyr der som gimmick bærer samme navn som forfatteren.

Bøgerne har gået kommerciel sejrsgang verden over, også i de andre skandinaviske lande, men er aldrig rigtig slået an herhjemme. Gyldendal udsendte i 2001 Cirque du Freak som Ondt blod, oversat af Glenn Ringtved. Senere overtog forlaget Sesam serien og udsendte de næste to bind, Vampyrens assistent (2007, efter The Vampire’s Assistant, 2000) og Blodets tunneler (2007, efter Tunnels of Blood, 2000) i min oversættelse.

Sidste år var der så premiere på filmen Cirque du Freak: The Vampire’s Assistant, instrueret af Paul Weitz. Filmen bygger især på første bog, men låner også personer og handlingsindslag fra de to næste bøger samt enkelte elementer fra bogseriens overordnede ‘story arc’. Filmen fik dårlige anmeldelser og gik dårligt i USA og endte følgelig med aldrig at få dansk biografpremiere. Den er nu netop udkommet på dvd herhjemme.

Desværre er der heller ikke meget andet at sige om filmen end Den var da meget sjov. Det er en popcorn & cola-fredagsfilm af den type der går temmelig mange af på dusinet. Visuelt/teknisk set holder den glimrende, der er ingen kedelige øjeblikke, men heller ikke noget der hæver sig, og de mange glimrende skuespillerkræfter (John C. Reilly, Willem Dafoe, Salma Hayek, Michael Cerveris) får ikke for alvor lov at udfolde sig. Manuskriptet er lidt rodet, men værst er det at det mørke der hæver Darren Shan-bøgerne over andre børnegysere, er blevet bortnormaliseret. Darren Shan-sagaen er ikke blot tanden mere blodig end tilsvarende bøger til aldersgruppen, men rummer nogle ubehagelige og velskildrede etiske dilemmaer for den unge vampyrlærling. Cirque du Freak: The Vampire’s Assistant er derimod på det plan en ret ordinær teenagefilm.

For en læser af bøgerne er filmen først og fremmest værd at se som en illustration: Hvad har de visuelt og på anden måde fået ud af det ekstremt kulørte persongalleri? Filmens unge hovedpersoner mangler ærlig talt udstråling, men det er en fornøjelse at se slangedrengen Evra, den mystiske mr. Tiny og hans gnomagtige småfolk, den skæggede dame Madam Truska og først og fremmest Shans læremester, vampyren Larten Crepsley, der i John C. Reillys skikkelse er meget anderledes end bøgernes Crepsley, men ikke uinteressant. Og husarkommentaren lyder at der jo skal mere end et fuldskæg til at skjule Salma Hayeks, øh, kvaliteter.

Darren Shan-bøgerne danner også grundlag for en mangaserie, som har fået rimeligt god modtagelse.

Paranormal Romance-bølgen fortsætter – og er andet og mere end Stephenie Meyers Tusmørke-serie (Twilight). Stephenie Meyer selv har med murstensromanen The Host også henvendt sig til et voksent publikum og bevæget sig ind på mere science fiction-agtigt gebet i ‘body snatchers’-traditionen. Bogen kom for et par måneder siden på dansk som Vandrende sjæle, oversat af Martin Aitken, en kollega fra min akademiske fortid. Martin er ellers mest kendt som oversætter til engelsk, bl.a. af Janne Teller og af danske digtere som Per Højholt og Niels Hav. Martin Aitkens formidlingsarbejde på dansk og engelsk kan følges på henholdsvis Enemærker og The Interlingual Zoo.

TV2 Zulu begyndte for nogle uger siden at vise første sæson af serien True Blood, der bygger på Charlaine Harris‘ Sookie Stackhouse-bøger (aka Southern Vampire Mysteries). Hvor Meyers Tusmørke er henvendt til teenagere, er Harris’ meget underholdende bøger Paranormal Romance til en ældre publikum (selv om teenagere bestemt gerne må læse med!). Fra og med januar begynder bøgerne at udkomme på dansk. Da jeg selv er involveret i disse udgivelser, giver jeg ordet videre til horroreksperten Søren Henrik Jacobsen på gyserbloggen Skræk og rædsel:

TRUE BLOOD-serien på Skræk og rædsel

Indrømmet: Hard-core horror-fan bliver jeg nok aldrig. Jeg har set en vis portion gyserfilm igennem tiden, både de mere mainstream-agtige biografsucceser og mere eksotiske sager; sådan noget jeg blev præsenteret for i selskabet Tartaros og Lørdagsluskeren og hvad det nu hed dengang. Som næsten alle andre har jeg læst en del Stephen King. (I min studietid var der af en eller anden grund en hel masse piger, der læste Stephen King. Da jeg gik i gymnasiet, læste pigerne Harold Robbins. Jeg ved ikke hvad de læser nu om dage, men noget udvikling har der da åbenbart været). — Og så havde jeg en kort horror-periode engang i 1990’erne. Jeg blev hooked på Hot Blood-bøgerne og nogle af de andre antologiserier fra dengang, og læste så videre: Peter Straub, Graham Masterton, Chet Williamson. Specielt i novellerne syntes jeg at finde en genre der var alive and kicking, på et tidspunkt hvor det var så som så med science fiction og fantasy – eller jeg i hvert fald trængte til at læse noget andet.

Men horror-interessen bed sig altså ikke rigtig fast. Efter nævnte periode gled horror tilbage til at være noget jeg læste – og læser – lejlighedsvis, ligesom krimier og historiske romaner og alt muligt andet jeg læser engang imellem uden at jeg kan kaldes ‘fan’ af den grund. Jeg har det fint med genren, men jeg konsumerer den ikke i større mængder. Dansk horror ved jeg meget lidt om. Jeg kender selvfølgelig Dennis Jürgensens B&U-titler, og jeg har da også læst flere af Steen Langstrups bøger, men så rækker min læsning ikke meget længere …

Så meget desto mere begejstret er jeg for antologien Horror.dk fra Tellerup, redigeret af Mathias Clasen. Her er samlet historier af nogle af de bedste danske gyserforfattere, både veletablerede og nyere navne. Bogen er beregnet på også at kunne bruges i folkeskolen og gymnasiet (sikkert af pragmatiske grunde – det er svært at få en genre-antologi på markedet, medmindre den kan anvendes til undervisning), men det behøver den almindeligt interesserede læser ikke tage sig af, og man skal ikke lade sig narre: Bidragene af blandt andre Bjarne Dalsgaard Svendsen, Christian Haun og Bernhard Ribbeck er både sprogligt og tematisk voksenlitteratur, og selv om andre noveller har unge hovedpersoner eller virker mere direkte rettet mod et ungt publikum, er der intet der ikke vil kunne interessere mere modne læsere. Og omvendt er det da rart at se en antologi med unge læsere i tankerne, der også udfordrer sin målgruppe.

Bogen indledes med ‘Utopia’ af Bjarne Dalsgaard Svendsen. Historien tager udgangspunkt i den realpolitiske situation – Danmarks militære engagement i Irak – og skriver sig dermed ind i en opfattelse af rædslerne som en virkelighed vi vælger at lukke øjnene for, snarere end noget overnaturligt udefrakommende. Slutningen er måske ikke helt overbevisende, men det er stadig en af bogens absolut stærkeste tekster.

For Erwin Neutzsky-Wulff handlet gyset også om en virkelighed vi lukker øjnene for, men med den forskel at der her er tale om en okkult eller overnaturlig side af tilværelsen. Novellen ‘Frygt’ er holdt i en knap stil, der leder tanken tilbage på Adam Hart-bøgerne (men uden disses humor). Det bliver lovlig skitseagtigt, og det er lidt ærgerligt, da ENW jo i stand til at levere horrorhistorier der virkelig rykker – som den makabre og grotesk originale ‘Regn’ eller den klassiske gyser ‘Skrigene’ der indgår i hans seneste roman Hjernen.

Teddy Vork formår i ‘Delilas lokker’ at opbygge en reel uhyggestemning i en ellers yderst hverdagsrealistisk dansk provins-setting. Slutningen er måske ikke ligefrem overraskende, men det er vel gennemført.

Carina Evytt leverer i ‘Stevie’ en klassisk spøgelseshistorie, men med en tvist. Handlingen er henlagt til Storbritannien, og stilen ligger egentlig også i forlængelse af engelsk fortælletradition. Det kunne have været sjovt at se om fortællingen havde kunnet transponeres til et dansk rum.

Michael Kamps ‘Cornelia’ er en af de historier der med skoleelever i hovedrollerne tager udgangspunkt i unge læseres hverdag. Her føres spøgelsestemaet effektivt op til nutiden (vist med udgangspunkt i verserende vandrehistorier) med en sms’ende genganger. Det er ikke så fjollet som det måske lyder, men faktisk ganske uhyggeligt.

‘Nattog’ af Dennis Jürgensen er samlingens længste historie, men underholdende og effektivt opbygget og dermed ikke en side for lang. Vi befinder os her i den lidt mere splattede afdeling af genren end i mange af de andre historier, men samtidig ovre i det bizarre med nogle uforglemmelige, surrealistiske billeder.

Christian Hauns ‘Jeres søn’ er antologiens mest krævende og mest originale tekst med et grotesk Eventyrland dobbelteksponeret oven på den nutidsdanske virkelighed. Novellen har et mere modernistisk præg end de øvrige, og redaktøren anbefaler at man læser den mere end en gang. Men det gør man nu helt automatisk, for den er både mystisk og fascinerende.

Forestillingen om rædslerne som en fortrængt virkelighed, en slags skygge, optræder igen i ‘Bøddel’ af Kenneth Bøgh Andersen, med en hovedperson der både er bøddel og offer, og en voldelig far som det sidste af de bagved lurende uhyrer.

Hanna Lützen kender de fleste som J.K. Rowlings og Philip Pulmans danske oversætter. Jeg har aldrig før læst noget af hendes egen fiktion, men den er efter denne smagsprøve at dømme værd at opsøge. ‘De små søstre med glasuransigter’ er en stilsikker og stemningsfuld grotesk fortælling fra 1800-tallets København.

Veteranen Peter Mouritzen er repræsenteret med den korte ‘Tommy Dummy’, hvis undertitel ‘- historien om en bugtalerdukke’ måske røber lovlig meget af pointen. Titlen på Jacob Hedegaard Petersens bidrag ‘Der er ikke noget derude’ røber måske ikke noget, men leder i al frem til pointen gennem en nærmest lovecraftsk tekst.

Sluttelig er Bernhard Ribbeck repræsenteret med ‘Var er et stort ord’, en ‘mindswap’-historie der ifølge forfatterens hjemmeside blev vraget til hans novellesamling Isen mellem øerne (uden at vi får at vide hvorfor). Ribbeck gør sig som altid bemærket med sproglig og følelsesmæssig intensitet. Noget usædvanligt for en antologi formelt set rettet mod unge læsere, handler historien (blandt andet) om at blive gammel – men det gør den måske netop interessant, med den effektive kontrastering af ungdom og alderdom.

Horror.dk er en ganske anbefalesværdig antologi. Selv om der er mere letvægtige bidrag ind imellem, er der ingen deciderede smuttere. Jeg er oprigtigt imponeret af hvor mange af historierne der er reelt uhyggelige – hvad horror jo ikke nødvendigvis behøver at være. En historie som Bjarne Dalsgaard Svendsens ligger måske (på trods af det danske politiske tema) tættest på den horror jeg kender fra moderne engelsksproget litteratur. Om der til gengæld findes en særlig dansk horror-stil skal jeg ikke kunne afgøre ud fra denne bog alene. Men talent er der i al fald nok af.

Det kommer næppe bag på nogen, at horror.dk også er en hjemmeside. Den ligger som en del af horrorsiden.dk, hvor der foregår en livlig debat. Antologien kan bestilles fra forlaget Tellerup.