De film der i 70’erne og de tidlige 80’ere etablerede David Cronenberg som kultinstruktør, rummer freudianske træk på et meget grundlæggende niveau: forestillingen om fortrængte drifter og kræfter, der ikke (nødvendigvis) i sig selv er destruktive, men bliver det gennem fortrængningen og får et voldsomt udtryk, som kedlen der eksploderer hvis dampen ikke kan lukkes ud løbende. Det er en tematik der løber gennem hele horrorlitteraturens og -filmens historie – varulven er vel det klassiske billede på en undertrykt dyrisk natur – men som hos den tidlige Cronenberg fik et originalt udtryk: parasitter der forårsager ukontrollabel kønsdrift (Shivers), og hæmmede følelser og fantasier der tager selvstændig fysisk form som vanskabte og morderiske individer (The Brood). Cronenberg aktualiserede endvidere formsproget gennem en teknologisering af fortrængningens manifestationer, i Videodrome (1983) endog i en selvtematiserende form, hvor det er tidens forkætrede ‘videovold’ der fungerer som katalysator.
Jeg har et blandet forhold til disse tidlige Cronenberg-film. Jeg respekterer deres originalitet og kompromisløshed og deres analytiske tilgang, men de virker samtidig kolde og distancerede og engagerer mig ikke. Med fare for at miste al credibility hos hard-core fans må jeg sige at jeg først kan følge Cronenberg da han bliver ‘populær’: Genindspilningen/-fortolkningen af The Fly (1986) bragte Cronenbergs ‘body horror’ ud til et bredt publikum, ganske vist i en form der var klart mindre radikal end de foregående film, men til gengæld underholdende og med et glimt i øjet, der i én forstand var en forbedring i forhold til ungdomsværkernes splatter-patos. Filmatiseringen af Naked Lunch (1991) var en fornøjelig anvendelse af Cronenbergs billedsprog på Burroughs univers af psykedeliske visioner og homoerotiske fantasier. Crash (1996), hvor teknologiseringen af seksualiteten sker gennem en lidt gammeldags, men stadig aktuel teknologi – biler og fotografi – er med sin udforskning og dyrkelse af feticheringen måske Cronenbergs mest eksplicit freudianske film, hvilket nok snarere må tilskrives forlægget, J.G. Ballards roman fra 1973. Ballard var ret ortodoks freudiansk, arbejdede i direkte forlængelse af surrealisternes psykoanalytisk inspirerede billedsprog og veg ikke tilbage for decideret vulgærfreudianske elementer, i Crash f.eks. den kvindelige hovedpersons ‘vaginale’ arvæv på lårene. Cronenberg er en indlysende Ballard-instruktør, ikke kun fordi han deler Ballards grundlæggende freudianske udgangspunkt og interessen for feticheringen af teknologien og teknologiseringen af drifterne, men også fordi Cronenberg og Ballard ofte har den distancerede, iagttagende stil til fælles. Crash er da også en iskold film. Det psykologiske drama Spider fra 2002 demonstrerer derimod at Cronenberg godt kan aflægge den kølige distance. Strengt taget er det en realistisk film, men med synsvinklen lagt hos den psykotiske hovedperson. Der er lagt vægt på personinstruktionen, og dramaet er knugende og gribende på en måde som Cronenbergs film ellers ikke er det.
I A Dangerous Method, der for tiden går i de danske biografer, vender Cronenberg blikket mod selve psykoanalysen. (Hvorfor i alverden må filmen i øvrigt ikke få dansk premiere under titlen En farlig metode? Jeg kan forstå at man bibeholder originaltitler på brands som Spider-Man — men en art-film, hvor dialogen i øvrigt skal forestille at foregå på tysk?) I én forstand skulle man jo mene at Cronenberg netop er den rigtige til at skabe denne film, som skildrer forholdet mellem Freud og Jung, medieret gennem Jungs patient og senere elskerinde Sabina Spielrein og til dels gennem den tidlige psykoanalyses enfant terrible, Otto Gross. Men at Cronenbergs film generelt har en uortodoks ‘freudiansk’ karakter gør ham ikke nødvendigvis til den bedste skildrer af psykoanalysens fødsel (det historiske er jo en genre for sig), endsige den bedste analytiker af det så afgjort spændende forhold mellem Freud og Jung. Interessant nok lægges vægten ikke på skismaet mellem Freuds klassisk naturvidenskabelige idealer og Jungs tiltagende obskurantisme, men snarere på Freuds konservative holdning om udelukkende at afdække og forstå, hvor Jung ønsker at frigøre individet og vise det nye veje og muligheder. Cronenbergs sympati synes (ligesom min egen) i vid udstrækning at ligge hos Freud. Det er måske ikke overraskende i betragtning af hans films freudianske træk, men demonstrerer også en interessant skelnen mellem niveauer i filmfortællingerne. I en af de meget få scener der for alvor inddrager Jungs interesse for okkulte fænomener, giver træværket på Freuds kontor sig til at knage voldsomt. Freud fastholder den strengt rationelle forklaring at reolerne giver sig på grund af varmen. Jung derimod mener at det er et typisk eksempel på ‘katalytisk eksteriorisering’, at træværkets knagen og bragen er forårsaget af den psykiske energi fra den anspændte stemning mellem de to mænd. Det interessante er at denne ‘katalytiske eksteriorisering’ jo er en meget præcis beskrivelse af hvad der på handlingsplanet foregår i mange af Cronenbergs film, mest eksplicit i Scanners fra 1981 – jep, den hvor hovederne eksploderer. Men netop kun på handlingsplanet, ikke på analytisk niveau, og det er en vigtig skelnen. Cronenberg er, meget firkantet sagt, en freudianer med et jungiansk billedsprog.
Filmen har fået en meget blandet modtagelse, og både de positive og de forbeholdne anmeldelser er faktisk berettigede. Den var en fornøjelse at se og rummede fine analyser af de to hovedpersoner som begge i sidste ende er ofre for netop den repression de selv afdækker i deres arbejde: Småborgeren Freud, hvis insisteren på en seksuel forklaringsmodel i alle sammenhænge ifølge Jung nok skyldes at han selv får for lidt, og som vigtigere bevidst nægter at opgive sin autoritet og rolle som almægtig faderskikkelse, og Jung, der vil frigøre mennesket i en langt mere vidtrækkende forstand end Freud, men selv ikke har mod eller konsekvens til at bryde ud af sit pæne ægteskab med dets trygge familieliv og umådelige velstand. Men dramaet løfter sig ikke og bliver ikke medrivende på trods af den interessante dynamik mellem de to mænd og al den voldsomme lidenskab i handlingen i øvrigt. Det forbliver et kostumestykke, distanceret og, ja, klinisk. Det er ikke i den finkulturelle A Dangerous Method, men snarere i Cronenbergs gamle kultsplatter at man kan opleve det egentlige spændingsforhold mellem Freud og Jung.